Vælg en side

Mens jeg var motorjournalist hørte jeg den gentagne kritik af nichen fra andre journalister, der afskrev det som “luderjournalistik”.

Når en bilproducent skulle introducere en bil til motorpressen, var det nemmere at flyve journalister hen til bilerne end omvendt, og når man nu alligevel skulle det, kunne man lige så godt vælge et sted, der var varmt, eksotisk og spændende. Så smed man lige noget dyrt mad og god underholdning oveni, plus fri bar, og så kørte bussen.

Mistanken er 100% retfærdiggjort. Vi blev vartet op og indkvarteret på fem-stjernede hoteller, spiste gourmetmad og havde adgang til al den alkohol, hjertet kunne begære. Bare for at skrive om en ny bil. Hvordan kan man andet end tro, at det ikke fik indflydelse på vores vurderinger.

Men en “ludertur”, som de blev kaldt, var sjældent så glamorøs, som de godt kan lyde.

For mig var det op kl. 5 eller før om morgenen, for at være i KBH i tide til et fly, der lettede omkring kl. 9. Derfra var det en fire timer flyvetur til destinationen som fx kunne være Jerez i Spanien. Udenfor lufthavnen fik vi udleveret nøgler til en bil, som vi som regel skulle dele to mand. GPS’en var kodet ind til en rute, hvor der var billedmuligheder. Derefter skulle vi køre, nogle gange et par hundrede kilometer, i en helt ny bil. Få en fornemmelse af, hvad det var for en type, stoppe og tage billeder, bytte, så begge journalister fik tid bag rattet, inden vi ankom på hotellet. Her var der typisk pausetid, som vi på BilBasen altid brugte på at lave en kort teaser for artiklen, der ville komme i kølvandet på turen. Så 30-45 minutters pause blev brugt til at skrive en artikel, lande og få vasket den der rejse-kedelighed af sig og gøre klar til pressemøde. Nogle gange var det i forbindelse med spisning, andre gange lå spisningen bagefter. Lytte til pressemødet, stille intelligente spørgsmål, gennemgå materialet. Og når der så var spisning var det ofte i selskab med en repræsentant fra producenten, der kunne svare på yderligere spørgsmål. Efter pressemødet, var der så enten planlagt underholdning eller fri leg. Og ja, med fri bar. Men det er begrænset, hvor meget glæde man kan få af det, når man skal møde op kl. 8.30 og være klar til at køre bil. Så en Gin&Tonic eller en øl var som regel slutresultatet. Dagen efter var det så op igen, morgenmad, ud at kør et par hundrede kilometer. Tage billeder. Skiftes om at køre. Nogle gange var der indlagt frokoststop. Derefter køre igen. Ankomme ved lufthavnen. Flyve retur, og den tur brugte jeg som regel på at få skrevet, så jeg havde alting frisk i hukommelsen. Lande i Kastrup. Finde tog til Aarhus eller fly til Tirstrup og derfra bil retur til Aarhus. Normalt var klokken mellem 22 og 23, når jeg trådte ind ad døren. Og så var der lige en artikel, der skulle skrives færdig, inden jeg kunne gå i seng.

Det er et utroligt kompakt program, og forestil dig, at du skal på sådan en tur to-tre gange om måneder. Enhver form for Goodwill, som man måske kunne lade sig præge af, når man sætter sig til tasterne er udvisket i stress og træthed.

Jeg klager ikke. Det var fedt. Jeg gjorde det en-to gange om måneden, da jeg var på BilBasen. Både for at skrive om bilerne, men også for at skabe netværk i branchen. Men turene er ikke “bare” et liv i luksus. Det kræver temmelig meget, og jeg var altid enormt træt, når jeg havde været afsted.

Hos Min By News laver vi en del kulturstof. Det er koncertanmeldelser eller historier som den om Havnens Perle, der vandt Danmarks Bedste Bøfsandwich, og der følger der “kræs” med til. Vi bliver akkrediteret til koncerterne, og skal derfor ikke betale entre. Jeg fik bøfsandwichen, trods jeg gentagne gange forsøgte at betale.

Men igen er det ikke “bare” en tur til en koncert. Når jeg er ude for at høre musik privat, så er der gerne øl med i ligningen og gode venner. Når jeg er på arbejde, kan jeg godt drikke en enkelt, men vælger som regel kildevand. Jeg tager noter og observerer publikum på en helt anden måde. Jeg tager afsted til koncerter med bands jeg ikke kender. Det kræver forberedelse. Jeg ser teaterforestillinger, der ikke interesserer mig. Det kræver tålmodighed og engagement. Og ofte gør jeg det alene, fordi der kun er en enkelt anmelderplads, eller fordi jeg ikke kan finde nogen, der vil med.

Jeg vil ikke undvære det for noget i verden, og jeg føler mig velsignet for at få de mange oplevelser, som jeg ikke ville få, hvis jeg ikke arbejdede i det fag jeg gør.

Men hvis du tror, at det at være koncertanmelder bare handler om at tage til koncerter, at det at være motorjournalist bare handler om at rejse rundt og køre bil og bo på dyre hoteller, så har du kun halvvejs ret.

Du skal så afgjort ikke ynke os, der er heldige nok til at arbejde med det, men vi fortjener dog kredit for, at det, oveni at være fedt, stadig er et – ofte benhårdt – arbejde.