Vælg en side

Det var faktisk temmelig overraskende, at jeg endte med at søge praktikplads på Ekstra Bladet. Da jeg startede på Journalisthøjskolen var jeg, som så mange andre af mine medstuderende, helt og aldeles overbevist om, at det nok i virkeligheden var under mig.

Men efter halvandet års undervisning, en masse opgaver og en hel del selvindsigt senere, havde jeg rykket mig en del, da det kom til panikdagen. (Den dag de studerende på tredje semester får praktikpladser).

Dengang var det tilladt at sende fem ansøgninger til potentielle praktiksteder. Jeg sendte to. Begge til Ekstra Bladet. En til en stilling i Aarhus, en til en stilling i København. Jeg fik den i København efter en 11 minutters lang samtale med Bent Falbert, og kl. 06.54 kunne jeg, som den første, skrive mit navn ud for en praktikplads. Jeg var lykkelig.

For jeg vidste, at det var der, jeg ville kunne lære mest. Jeg har længe kunnet skrive, jeg får masser af idéer og jeg blev hurtigt god til at vinkle, så der var et par andre områder, jeg skulle have styrket.

Jeg skulle blive bedre til at fatte mig i korthed.
og
Jeg skulle have nogen til at sende mig ud til historier, jeg normalt ikke ville lave.

Begge dele lykkedes efter de 18 måneders praktik, som dog høstede en del mistro fra mine venner og folk jeg mødte rundt omkring.

Jeg blev ofte spurgt, hvad jeg dog ville på den sprøjte. Jeg virkede da både klog og fornuftig, og jeg kunne jo godt nikke genkendende til den foragt, der blev udvist. Det var jo ikke længe siden, jeg havde ændret holdning selv. Men jeg har nydt utroligt godt af min tid på Ekstra Bladet.

De kundskaber jeg har tilegnet mig har været uvurderlige i mit virke som kommunikatør og journalist, men det har måske tæret lidt på den indre forfatter.

At komme hurtigt og præcist til pointen er alfa og omega for tabloidpressen og kommunikatører, men det floromvundne og højtragende sprog, der er kernen i enhver tale fra den amerikanske præsident i slutningen af filmen, hvor de onde rumvæsener truer jorden, falmer let, hvis ikke man bruger det tit.

Jeg skal i hvert fald være mere bevidst om, at beskrivelser og passager, der er ment til at inspirere og løfte humøret, skal have et ekstra tryk i bollesprøjten, før det bliver helt godt.

Der er altid noget.