Jeg har skrevet langt flere tekster, der aldrig bliver læst af nogen, end dem der gør. Mine 1. udkast er ikke til offentligt skue, og selvom jeg er temmelig langt i processen, når jeg går til tasterne, vil jeg helst have lov til at pudse nogle gange, før jeg sender det til tryk eller publicerer det på nettet.
“Alle første udkast er lort,” sagde Hemingway, og det er måske lige hårdt nok, men der er en vis grad af sandhed bag ordene.
Men da jeg skulle lave tekster til Bleau, havde jeg ikke regnet med, at vi aldrig rigtigt ville nå dertil, hvor teksterne ville blive lagt ud til skue.
Opgaven startede, som så mange andre, med et møde med kunden. Min filosofi er, at jeg skal tale kundens sprog, og det kan jeg kun, hvis møder personen og hører dem tale om deres produkter.
På denne måde kan jeg hurtigt gennemskue, hvad der tænder, hvilke ord der går igen (Det er som regel de vigtigste ord), og på den måde få en forståelse for, hvor prioriteterne ligger.
Hos Bleau var kunden et meget kompliceret sted. Teksterne var lange og meget teknisk komplicerede. Produktet (moliri) er et system, der gør det nemmere at arbejde sammen på kryds og tværs af afdelinger og organisationer. Der var et væld af features og mange af dem, var meget indviklede, hvis man skulle have forklaret det hele.
Jeg havde flere møder med kunden, og det blev langsomt tydeligt, at han brugte mig lige så meget til at få skabt noget klarhed over sit produkt, som til at få lavet tekster, der kunne bruges.
I sidste ende sluttede vi samarbejdet, inden der kom et færdigt produkt ud af det, men kunden var glad for at have fået en masse tekst, der viste, at det ikke behøvede være så tungt. Og jeg kan se mange af mine vendinger, i de tekster der ligger på hjemmesiden, men det er altså ikke mine tekster.
Seneste kommentarer