Jeg har været med på Smukfest siden 2002, hvor jeg lavede Radio som forberedelseskursus til optagelsesprøven på DJH. Siden er det blevet til deltagelse hvert år, med undtagelse af 2009, hvor jeg “kun” havde en endagsbillet, så jeg kunne komme ind og se Roxette. Nogle gange med presseakkreditering fra forskellige medier, og andre gange som frivillig i madboden på Føla.

I 2015 fik jeg tilbudt en plads på Reportageholdet på Smukfest, og jeg takkede ja med det samme. Siden har ugen med fest i bøgeskoven været hellig, og det er noget af det, jeg ser mest frem til i løbet af året.

Det har også givet helt utroligt mange oplevelser, og i takt med at medielandsbyen har udviklet sig, under Randi Rehmeiers kyndige hånd, er det gået fra at være en sjov lille øvelse, til at være noget, vi kan være stolte af, og noget vi gerne vil gøre så godt som det overhovedet kan lade sig gøre.