Aarhus Panorama var det første frivillige arbejde, jeg har lavet over længere tid. I en periode har jeg leveret en artikel til det gratis månedsblad, der siden er blevet en fast fikstur i det bybilledet her i Aarhus.
Tænk lige over det: Vi har skabt et trykt blad i 2015, der har overlevet i nu seks år. Det er sgu da halvimponerende.
Jeg har skrevet om flere forskellige emner, men de bedste ting er de personportrætter, jeg har lavet, mens jeg var der. I særdeleshed et med Lars Hjortshøj og et med Tina Dickow.
Jeg elsker det lange interview. Det kan noget helt andet. Særligt, hvis man giver plads til det.
Vi (Ulla Bjulver var med som fotograf) mødtes med Lars Hjortshøj på Hotel Royal, hvor vi havde fået stillet en suite til rådighed til halvanden times interview og efterfølgende foto-session.
Det lange portrætinterview skal vinkles på to plan. Der skal være det indhold, der retfærdiggør, at vi udbeder os opmærksomheden. Altså: Vi skal tale om noget spændende. Og samtidig er der en sideløbende vinkel, der handler om, hvad der sker, hvordan interviewpersonen opfører, reagerer og taler.
Det er ikke motoren i interviewet, men det er farven på bilen, om man vil.
Den traditionelle interviewform, kan derfor komme i vejen for det gode portræt.
Hvis det bare kører med spørgsmål og svar, bliver det kønsløst og så er halvanden time lang tid. Men alligevel er det som regel her, vi – som journalister – starter. Det er velkendt, og det kan være en god isbryder, hvis der er behov for det. Mange kendte, sportsstjerner, politikere osv. er så velkendte med formen, at de automatisk starter der. Men efter ti-femten minutter, vil jeg gerne, at interviewformen er blevet erstattet af en samtale. Det er noget, jeg skal gøre for at opnå den ønskede effekt. Den skal også holdes i nogenlunde stram form, ellers bliver det uinteressant. Og man skal være på. Halvanden times interview kan være enormt drænende, men hvis det lykkedes, kan man få mange fede historier.
Lars Hjortshøj er den person, jeg hurtigste er endt i samtale-mode med, uden at det blev uinteressant. Vi fandt lynhurtigt en rytme, der gjorde det nemt at spørge om relevante og grænseoverskridende ting, uden at han tog på vej, eller at han blev afvisende. Det var en virkelig fed oplevelse, og jeg gik derfra med energi i stedet for at være træt i hovedet.
Det skete også, da jeg interviewede Tina Dickow, omend på en anderledes måde.
Igen var Ulla med (hun er virkelig dygtig), og vi mødtes i nogle lokaler på Kvindemuseet, der i dag hedder Køn, der var under ombygning. Og der midt i stilladser og afmaskede trægulve, lavede jeg et af de få længere interviews i min karriere, som jeg kunne afskrive, uden at redigere, og bringe i sin direkte form.
Tina og jeg er vokset op i den samme tid, 90’ernes Aarhus, og vi har begge haft en stor kontaktflade i den aarhusianske musikscene. Dog på hver vores side af orkestergraven. Men det klikkede også hurtigt, og Tina var villig til at svare på meget mere, end jeg havde forventet.
Vi tilbragte to timer sammen, og det kunne være blevet meget mere, hvis ikke jeg stod og skulle starte på et spritnyt job på i Politikens Hus i København dagen efter. Et job jeg var blevet headhuntet til tre dage før.
Jeg ELSKER det lange interview. Jeg elsker at skrive og læse dem. Men mest af alt elsker jeg at lave dem.
Seneste kommentarer